I denne weekend har jeg været en tur til San Sebastián, som er en lille by i det nordlige Spanien (i Baskerlandet) med lidt under 200.000 indbyggere. Her besøgte jeg min roommate fra Mexico, Juan Cruz. Jeg tog bussen til San Sebastián fra en af de større busstationer i Madrid, Avenida de America, kl. 11 torsdag formiddag, og jeg kom tilbage til Madrid i går (lørdag) om aftenen. Turen tog ca. 6 timer i bus (hver vej) inkl. et par få stop.
Sidste gang jeg så Juan var kl. 6.30 om morgenen den 1. januar 2011 i Playa del Carmen i Mexico, hvor vi stødte ind i hinanden efter at have festet og fejret det nye år hele natten. Vi var begge to ret visne. Juan tog senere samme dag til Mexico City sammen med sin ven Patxi (også fra San Sebastián), mens jeg blev i Quintana Roo (staten, hvori Playa del Carmen ligger). Nu hvor jeg er flyttet til Spanien, besluttede jeg mig så for at tage turen op til Baskerlandet for at besøge Juan, som jeg så ikke har set i næsten 9 måneder.
San Sebastián er en af de absolut smukkeste byer, jeg nogensinde har set og været i. Byen har utrolig meget historie, og det ses tydeligt i designet af byen samt i arkitekturen, der præger alle byens bygninger. Byen har tre strande midt inde i centrum, hvor jeg var på både Playa de la Concha og La Zurriola. Playa de la Concha er på flere lister over de bedste strande placeret i city i verden. La Zurriola er kendt som surferens strand for dens mange gode store bølger. Tjek et live webcam feed fra La Zurriola her.
Jeg ankom om torsdagen, hvor Juan gav mig en tur rundt i byen og forklarede mig lidt om historien og kulturen. Om aftenen mødtes vi med to af Juans venner (Patxi, som også var på udveksling i Mexico, og Ribaz). Vi købte nogle litre øl, som vi drak på “La Muelle” — stedet, hvor alle unge sætter sig ned og drikker, inden de tager i byen. Det var en virkelig fed oplevelse at stå på “La Muelle” at få sig en øl i varmt vejr med en helt fantastisk udsigt over byen om aftenen.
Vi var i byen til kl. 4 om morgenen, hvor vi tog hjem for at sove. Jeg sov hos Juan, og hans mor Maria Jose var enormt gæstfri. Med tømmermænd næste morgen besluttede vi os for at tage på stranden for at slappe af. Vi mødtes med Patxi, købte et par store bocadillos (sandwich) samt en masse vand, og så tog vi afsted til La Zurriola, hvor der var helt vildt mange mennesker. Jeg fandt ud af, at det var feriedag, og alle havde derfor fri. Med 30 grader og en ret så høj luftfugtighed fandt vi os et godt sted at slå os ned på stranden. What an amazing day!
Jeg tog hjem om lørdagen (den 10. september) efter at have spist frokost på San Sebastiáns hoved-boulevard med Juan. Turen hjem varede 6 timer, og fra busstationen tog jeg metroen hjem til Atocha, hvor jeg bor. Der var en del, der kiggede undrende på mig i bussen og metroen, men jeg tænkte ikke nærmere over det, indtil jeg kom hjem og så mig selv i spejlet… Knaldrød i ansigtet fra dagen på stranden! Hmm… Så må jeg jo lære at bruge solcreme med højere faktor fremover, hehe. Alt i alt var det en fantastisk tur til San Sebastián. I morgen venter første rigtige skoledag, og jeg glæder mig helt vildt!




